Smerte rimer på hjerte

Hvorfor tillod jeg smerten, at være en del af mit liv? Smerten hver gang jeg lagde bånd på mig selv. Hver gang jeg holdte igen, med hvad jeg følte og hvad jeg mente, for så stille og roligt at ændre mig? Ændre mig til hvad jeg troede, de andre ville have mig til og til hvordan de andre syntes jeg skulle være. Der var så meget smerte ved ikke, at stå ved mig selv og ved ikke at være tro mod den jeg virkelig var. Smerten blev ved, fordi jeg prøvede at være en anden. 

Hvorfor er det svært, bare at være dén du mærker? Fordi, her kommer frygten ind. Den overtager fuldstændig modet; Frygten for at fejle, frygten for ikke at være god nok, frygten for ikke at slå til og frygten for at tage ansvar. 

Hvad ville der ske hvis jeg bare var mig, ville smerten så forsvinde og ville jeg turde at se bort fra den person, som alle andre forventede at jeg skulle være? Hvorfor skulle smerten have lov til at få bo i min krop, bare så jeg kunne leve op til et ideal, jeg ikke var en del af som person? Hvis nu jeg så bort fra de mange forventninger og de tanker omverdenen havde om mig, kunne jeg så bare være mig og ville jeg turde bare at vær mig? 

Det at være sig selv kan sætte gang i en masse spørgmål, på grund af frygten: Kan jeg det? Er jeg modig nok? Ville andre så kunne lide mig? På grund af disse tanker holdt jeg om smerten, jeg holdte bare igen og hvorfor? Fordi, jeg altid har fået at vide, at jeg skulle opføre mig ordenligt, så andre ikke kunne tænke dårligt om mig. 

Her kommer nye følelser i spil og skyld og skam bliver en del af dagligdagen. Man tænker en masse tanker. Jeg kan huske at jeg troede at jeg skulle være på en bestemt måde, før at jeg kunne passe ind. Hvis jeg var mig selv og havde trodset frygten, havde jeg måske stået efterladt i kulden, og ville jeg have kunnet håndtere denne ensomme position? Tanken husker jeg som skræmmende og derfor valgte jeg i stedet, at lægge bånd på mig selv og derfor være en anden end jeg virkelig var. 

Tiden gik og livet gik, men jeg lyttede ikke. Hvorfor lyttede jeg ikke til mig selv og til den evige smerte, som blev min evige følgesvend? Jeg tror smerten blev bekendt for mig, og jeg var mere tryg ved, at havde smerten med hver dag, frem for at skulle leve i frygten for, om hvorvidt mine medmennesker kunne lide mig eller ej. Smerten lagde en skal omkring mig og denne blev min identitet, som jeg tilpassede til, hvad hele min omgangskreds forventede af mig. Jeg selv blev mindre og mindre bag skaldens hårde overflade. 

Når du ikke vil lytte til dig selv, på grund af frygten, ja så skal jeg love dig for, at du kommer til at mærke. Man mærker knuden i maven, man mærker hjertet i halsen, man mærker smerten i brystet, man mærker svimmelheden og man mærker kvalmen. Tænk sig, at alt disse følelser og skrig fra min egen krop opstod, fordi jeg ikke turde at stå ved den jeg egentlig var. Jeg skulle mærke disse ting i mange år, før jeg blev modig nok og derfor turde at se frygten for at falde udenfor i øjnene. 

Har du også før taget en facade på, for at gøre andre tilfredse? Tænker du også på dit omdømme blandt andre, før du tænker for dine egne følelser og dit væsen? Føler du, at det er for sent at bryde denne skal? Så skal du fjerne alle disse tanker og i stedet, starte med at mærke dig selv og din krop!

Efter de mange smerter min krop udtrykte, følte jeg at den skreg! Den skreg for at jeg skulle tage den og jeg selv seriøs. Jeg reagerede selvfølgelig ikke på de mange smerter i starten, for min facade og min skal var for hård og mine omgivelser stod stadig med forventninger om, hvordan jeg skulle være.  Dette resulterede i mere fysisk smerte. 

Min krop blev ved med at give udtryk for min indre ubehag og min manglede respekt for min egentlige person. Den skreg: Så lyt dog! Lyt til dit hjerte, dit store smukke bankende hjerte! Du er ikke glad, for du gør ikke det der gør dig glad. Pyt med, hvad de syntes. Slut fred for det er ikke dit problem, men deres, hvis de fravælger din egentlige person. Hvem er det du prøver at imponere? Hvad med at tage den vigtigste person i dit liv alvorligt og hvem er det? 

Min krops reageren og dens indre skrig i form af tanker, har endelig gjordt det muligt for mig, at svare på dette: Jeg er den vigtigste person i mit liv og jeg skal tage mig selv alvorligt, før andre kan gøre det. Jeg skal altid finde modet i mit hjerte, til at stå ved den person jeg er, så jeg ikke falder tilbage i smertens skal, som formes af andres forventninger. Idag kan jeg sige til mig selv: Du er fantastisk som du er, du er helt unik og du er lige præcis som du skal være. 

Kan du sige det om dig selv?

Smid smerten væk og vær modig. 

- Kærligst Karina.